lørdag den 3. september 2011

Groft filonebrød

Dette brød fik vi til frokost i dag. Det er en af vores yndlingsbrød. Det er et brød der hæver natten over, så er det klar til at blive bagt dagen efter. Jeg elsker simpelthen skyr, og er der en lille rest skyr tilbage, så bager jeg som regel dette brød.

Opskriften kommer her

2.5 dl vand
10 g gær
0.5 dl skyr (tykmælk, A38, ymer)
1/2 spsk salt
1/2 spsk mørk sirup
1/2 spsk valnøddeolie
125 g groft speltmel
275 g tipo "00" italiensk hvedemel

Gæren opløses i vandet og skyr, salt, sirup, olie og speltmel røres i. Hvedemelen røres i lidt ad gangen og dejen røres i ca. 5 min. Dejen hældes over på en bageplade med bagepair, drysset med mel. Bagepladen dækkes med film og stilles koldt til næste dag (min. 10 timer).
Dagen efter tages brødet ud af køleskabet og efterhæver i 1 time et lunt sted.

Brødet bages ved 250 grader i 10 min, hvorefter temperaturen sænkes til 200 grader og brødet bages i 20 min.

Jeg plejer at udskifte melet alt efter hvad jeg har i skabet, bare brødet bliver en smule groft. Af og til kommer jeg også 75 gr hakkede valnødder eller diverse kerner i. Det er med til at give brødet en helt fantastisk smag.

Brødet holder i ca. 2 dage, så er det som regel spist. Er man flere end 2 kan man med fordel køre dobbelt portion af dejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar