fredag den 9. september 2011

Aftenhygge med Gateau Marcel

Jeg skal lige love for at jeg har fået opfyldt min chokolade kvote her til aften, det var faktisk så voldsomt at jeg endte med at få det en smule dårligt, men hvad gør man ikke for chokolade ;o)

Nå, men dette chokolade helvede som jeg udsatte min mand og mig selv for, bestod af en modificeret Gateau Marcel med chokoladeis og hvid chokoladecreme.

Opskriften til Gauteau Marcel kommer her og er til ca. 12-14 personer, men jeg lavede kun halvdelen af opskriften. Opskriften er fra Blomsterbergs "Søde sager".

1/2 vaniliestang
200 g sukker
250 g chokolade (60-70 %)
200 g smør
210 g pasteuriserede æggehvider
140 g pasteuriserede æggeblommer

Vaniliestangen flækkes og vaniliekorn tages ud og blandes med sukker, æggehvide og æggeblommer, som piskes til en tyk æggesnaps. Chokoladen hakkes fint og smeltes ved meget svag varme sammen med smørret. Den smeltede chokolade vendes forsigtigt i æggesnapsen til man får en ensartet dej. Halvdelen af dejen hældes i en bageform (ca. 24 cm i diameter). Ønsker man en mindre konfektagtig dej kan man komme to spsk hvedemel i den halvdel der skal bages. Bunden bages ved 165 grader i ca 30-35 min. Bunden afkøles hvorefter den resterende dej hældes oven på bunden. Står på køl natten over.

Jeg lavede et par enkelte ændringer i kagen. Jeg droppede hvedemelet og lavede en hvid chokoladecreme af 1 dl fløde og 50 g smeltet chokolade, som blev lagt ind mellem bunden og moussen. Oven på kagen kom der igen den hvide creme og til sidst blev kagen pyntet med hakket chokolade.
Så der blev serveret chokolade på chokolade med chokolade ;o) Så nu er jeg en anelse chokoladetræt !   


Gateau Marcel med hvid chokoladecreme, hakket chokolade og
Ben & Jerry chokoladeis med chokoladestykker  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar