fredag den 2. september 2011

Æblekage

Til mandens fødselsdag sidste weekend fik vi også en æblekage som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer. Den smagte helt fantastisk med en klat creme fraiche og det er en kage som jeg helt bestemt laver igen.

Dej
400 g hvedemel
1 knsp salt
tsk flormelis
100 g blødt smør
1 dl mælk


Fyld
7-10 æbler (afhænger af æblernes størrelse)
1 spsk stødt kanel


Mazarinmasse
150 g marcipan
100 g sukker
75 g blødt smør
2 æg


Hasselnøddekaramel
100 g grofthakkede hasselnødder
80 g sukker
50 g smør
1 dl fløde
1/2 spsk honning



Dejen æltes ensartet og stilles koldt i min. 1 time. Dejen rulles tyndt og lægges i en springform (ca. 28 cm) smurt med smør eller beklædt med bagepapir. Dejen trykkes godt op ad siderne.
Æblerne vaskes og kernehus fjernes. Æblerne skæres i tynde skiver og vendes sammen med stødt kanel. Æblerne fyldes i springformen foret med dej.
Mazarinmassen laves. Marcipan og sukker æltes sammen. Smørret æltes i lidt ad gangen. Æggene tilsættes tilsidst et ad gangen. Den færdige mazarinmasse fordeles ovenpå æblerne.
Kagen bages ved 175 grader til den er gylden, dvs. ca. 45 min. Herefter tages kagen ud af ovnen, den køler i 15 min, hvorefter karamel fordeles ovenpå og kagen bager yderligere 10 min ved 185 grader.
Imens kagen bager første gang laves karamellen. Sukker, smør, fløde og honning koges i en lille gryde til gylden karamel (ca. 10 min). Gryden tages af varmen og de grofthakkede hasselnøddekerner kommes i.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar