torsdag den 3. maj 2012

Clafoutis

Kender I denne sindsygt lækre kage? Hvis ikke, så er det på tide at nogen introducerer den for jer! Forleden var oprydningen gået ind i diverse køkkenskabe og jeg faldt over to glas med syltede kirsebær, som fortjente at få end bedre skæbne end at stå gemt i mørket. Derfor gik jeg på jagt efter en opskrift, hvor jeg kunne omsætte mine kirsebær. Valget faldt derfor på clafoutis.

Opskriften faldt jeg over på internettet, jeg husker desværre ikke hvor. Jeg lavede en del ændringer, så min version kommer her.

Ingredienser
2 dl piskefløde
1 1/4 dl sødmælk
1 vaniliestang
3 æg
90g sukker
90 g mel
500 g syltede kirsebær
3 spsk saft fra kirsebærrene

Fløden varmes op sammen med vaniliekornene. Æg og sukker piskes skummende og luftigt. Mel tilsættes og røres let sammen med sukkerblandingen. Den varme fløde blandes med mælken. Flødeblandingen tilsættes til sukkerblandingen og røres hurtigt sammen. Dejen hældes i et smurt fad og kirsebærrene tilsættes. Kirsebærlagen dryppes over dejen. Kagen bages i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca 35-40 minutter. Kagen køles af på en rist. Den skal spises ved stuetemperatur eller spises lun.  


Denne skønne kage blev resultatet. Faktisk var den så velsmagende, at der gled to stykker ned (ups). Kagen er dejlig snasket og fyldt med masser af lækre kirsebær. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar