lørdag den 31. marts 2012

Chokoladefondant

Folk med svaghed for chokolade elsker denne sag, og jeg er blandt disse folk :o) Hvem holder ikke af en lækker kage med et blødende chokolade indre? Chokoladefondant er imidlertid meget koncentreret i smagen, så jeg plejer som regel at lave dem i meget små forme.
Opskriften kommer her og er fra Mette Blomsterbergs "Søde sager".

Ingredienser (4 personer)
100 g hakket chokolade
100 g smør
50 g sukker
40 g hvedemel
100 g past. æggeblommer
50 g past. æggehvider
Olie til formene

Chokolade, smør og sukker smeltes i en skål over vandbad. Melet sigtes i blandingen og der røres godt. Æggeblommer og æggehvider tilsættes og der røres godt.
Formene smørres med olie, hvorefter dejen fyldes i formene. Kagerne bages ved 200 grader i 9-10 minutter. Kagerne afkøles 1 minut, inden de befries for formene og serveres. Hvis ikke kagerne bages med det samme, kan de opbevares på køl indtil de skal bages.


Uhm...denne fantastiske kage blev resultatet. Denne variant er med grofthakket hvid chokolade.


Denne kage er fantastisk let at lave. På få sekunder kan man trylle en helt fantastisk kage frem. Kagen kan med fordel serveres med frugt eller is. Jeg har også tit lavet varianter hvor jeg har tilsat hakket chokolade eller hindbær lige inden kagen kommer i ovnen. Den kan varieres i det uendelige. Hvis det brænder på kan man også lave kagen uden æggeblommer, resultatet bliver stadig utrolig lækkert.

fredag den 30. marts 2012

Enchiladas med krappe og rejer

Forleden fik vi denne lille sag til forret. Gemalen har en svaghed for forretter, så dem får vi en del af her i huset :o)
Opskriften er en gammel sag som jeg en gang har fundet i en gratis avis.
Opskriften er til 1 person.

Ingredienser
½ hakket løg
½ spsk smør
50 g rejer
50 g krabbekød
50 g revet ost
1 dl fløde
salt peber
1 stor tortilla

Det hakkede løg svitses. Fløde og halvdelen af osten tilsættes. Panden tages af varmen og krabbekødet og rejerne vendes i. Fyldet placeres på tortilla'en, hvorefter den rulles sammen og lægges i et ovnfast fad. Den resterende ost drysses ovenpå. Enchilada'en bages i ca 20 minutter i en 175 grader forvarmet ovn.


Enchiladas med krappe og rejer. Kan varmt anbefales.

torsdag den 29. marts 2012

Mørkt ølbrød

Uhm siger jeg bare. Her får I opskriften på et grovbrød der virkelig har smag. Dette brød var desuden mit første brød bagt på min surdej "Ken", og jeg er mere end tilfreds med resultatet. Jeg kan virkelig anbefale at bage med surdej!
Opskriften kommer her og er fra hæftet "Alle tiders brød og kager".

Ingredienser
1 dl mørkt øl
100 g surdej
1.5 dl vand
½ spsk salt
½ spsk honning
150 g rugmel
275 g mel

Øl, surdej, vand, salt og honning røres sammen. Rugmelet røres i, hvorefter blandingen står og sætter sig i ca 30 minutter. 2/3 af hvedemelet tilsættes og der røres grundigt. Den resterende hvedemel tilsættes lidt efter lidt. Dejen skal røres godt og længe, gerne 10 minutter, til dejen er blød. Skålen dækkes med film og hæver ved stue temperatur natten over (minimum 8 timer). Dejen slås sammen på et meldrysset bord og formes til en stor kugle. Brødet hæver til dobbelt størrelse over 2-3 timer. Brødet bages ved 230 grader i en forvarmet ovn i ca 30 minutter, indtil det er jævnt mørkebrunt over det hele. Brødet holdt sig overraskende friskt i flere dage.




Dette velsmagende brød blev resultatet. Brødet har væsentlig mere dybde end hvis man bager brødet samme dag og på gær.

opskriften kan sagtens forbobles, så skal man bare forlænge bagetiden til ca 40 minutter.

onsdag den 28. marts 2012

How to: Surdej

For tiden bliver der virkelig eksperimenteret på brødfronten. Jeg jagter de gode brød og i disse dage er jeg efter inspiration fra Miss Muffin hoppet på surdejen.

Jeg har dog ikke brugt hendes surdejs variant. Den jeg har brugt fandt jeg derimod i et lille hæfte der hedder "Alle tiders brød og kager" som sikkert er et tillæg som jeg har købt til et blad på et tidspunkt. Denne surdej er lavet på rugmel og hvedemel, og kan derfor både bruges til rugbrød og franskbrød. Så behøver man ikke have flere surdeje kørende.

Fremgangsmåden kommer her

Ingredienser (til første blanding)
1 dl vand
2 spsk rugmel
2 spsk hvedemel
1 spsk yoghurt

Alle ingredienser blandes sammen i et patentglas, som kan rumme ca en halv liter og står ved stue temperatur i et døgn.

På andendagen tilsættes
½ dl vand
1 spsk rugmel
1 spsk hvedemel

Der røres og dejen står ved stue temperatur til næste dag.

På tredjedagen tilsættes
1 dl vand
100 g hvedemel

Der røres og dejen står ved stue temperatur til næste dag. Surdejen skulle nu gerne lugte syrligt og begynde at danne små luftbobler.

På fjerdedagen er surdejen klar til brug. Man tager den portion fra man skal bruge og tilsætter nogenlunde samme mangde vand og hvedemel/rugmel.

Efter de fire dage kan surdejen sættes på køl, hvor den skal fordres et par gange om ugen. Man kan også lade den stå på køkkenbordet, man så skal den fodres oftere. Inden jeg bruger surdejen tager jeg den ud af køleskabet og lader den stå ved stue temperatur et par timer.

Hvis man ikke bruger sin surdej, skal man stadig huske at fodre den i ny og næ. Jeg fodrer min surdej med ½ dl vand, ½ dl hvedemel, ½ del rugmel. Den skal have konsistens som en tynd grød. Den skal gerne holde sin syrlige duft og meget gerne lugte som mørk øl. Gør den ikke det, er det måske på tide at smide den ud. Alternativt kan man genoplive sin surdej ved at tage 1 spsk af bundfaldet og røre det op med 1 dl vand og 1.5 dl mel og lade blandingen stå et døgn. Herefter tager man 1/4 fra og kasserer resten, hvorefter fodringen gentages. Så bliver surdejen aktiv igen.

Det lyder mere besværligt end det er. Når surdejen først er oppe og køre, så er det altså ingen sag. Held og lykke derude.


Surdejen "Ken" der i disse dage bor i mit køleskab

Langtidshævet kartoffelbrød

Der bliver lavet mange forskellige brød hos os for tiden. Jeg forsøger at udvide vores repertoire, for jeg er lidt slem til at lave det samme. Så her forleden blev der bagt langtidshævet kartoffelbrød. Brødet er lidt omstændigt, da der først skal koges kartofler, men det er besværet værd!
Opskriften kommer her og er oprindelig fra "Politikens bog om brød", men jeg har lavet nogle ændringer, så min version kommer her.

Ingredienser

Fordej
1 dl koldt kartoffelvand
2 g gær
½ tsk salt
1 tsk honning
70 g kogte, mosede kartofler (afkølede)
60 g groft speltmel
70 g hvedemel

brøddej
Hele fordejen
0.75 dl yoghurt
½ tsk salt
170 g hvedemel

Kartofler koges. Kogevandet gemmes og kartoflerne mosses. Det kolde kartoffelvand blandes med gær, salt og honning. De mosede kartofler tilsættes. Speltmel og hvedemel tilsættes og massen røres til en sammenhængende, klistret dej. Fordejen dækkes til og hæver lunt natten over.

Yoghurt, hvedemel og salt tilsættes til fordejen og der blandes grundigt til dejen er glat og smidig. Dejen dækkes til og hæver lunt i ca 2 timer. Herefter slås dejen ned og formes til et aflangt brød. Brødet dækkes til og hæver til dobbelt størrelse i ca 2 timer. Brødet bages ved 250 grader i 15 minutter, hvorefter temperaturen sænkes til 200 graden og brødet bager færdigt, ca 20 minutter.



Dette lækre brød blev resultatet. Brødet har en forholdsvis hård skorpe, men en utrolig blød og lækker krumme.

tirsdag den 27. marts 2012

Risotto med svampe og forårsløg

Her til aften skulle gemalen forkæles lidt, så derfor fik han en gang risotto. Risotto er ikke noget der normalt bliver lavet i vores hjem, da jeg jo ikke spiser ris, men hva, men skal jo forkæle sin mand nu og da ;o)

Opskriften har jeg fundet i søndagsavisen, jeg har dog lavet et par modifikationer, så opskriften kommer her.

Ingredienser
4 hakkede forårsløg
70 g hakkede champignion
120 g risottoris
600 mL urtebouillon
30 g fintrevet parmesan
30 g smør

Forårsløg og champigioner ristes på panden. Risene kommes i og der røres konstant. Bouillon tilsættes lidt ad gangen og der røres konstant de næste 15-20 minutter, til risene er kogt. Parmasan ost og smør tilsættes og der røres godt. Panden tages af varmen og risotto'en smages til med salt.




Uhm.... et stort hit ifølge gemalen. Der blev serveret rester af svinekam fra igår til risotto'en, her i huset er "vi" nemlig ikke glade for at smide mad ud :o)

mandag den 26. marts 2012

Langtidsstegt svinekam

Forleden stod jeg over for en lille udfordring. Jeg havde ved en fejl købt en svinekam. Jeg havde egentlig planlagt at jeg skulle lave en langtidsstegt nakkefilet, men nej. Så her stod jeg med denne svinekam, og så måtte jeg jo finde ud af hvad jeg skulle gøre med den.
Jeg endte med at marinere svinekammen natten over og langtidsstege den. Resultatet blev intet mindre end fantastisk! Jeg kan varmt anbefale denne måde at tilberede svinekam på.

Ingredienser
1 spsk soja
2 fed hvidløg
1 spsk olie
1.5 tsk sennep
½ dl barbeque sauce
3 spsk peanutbutter
2 tsk paprika
2 tsk chili/hvidløg sovs
Salt, peber
1 svinekam uden svær (~700 g)

Marinaren røres godt sammen. Svinekammen lægges i en pose, marinade tilsættes og fordeles. Posen lukkes godt til og svinekammen marineres i ca 12-24 timer. Læg svinekammen i et fad. Svinekammen steges i ovnen ved 65-68 grader i ca 4 timer. Når temperaturen når 60 grader, tages  svinekammen ud og hviler i 15 minutter. Til sidst skæres svinekammen i tynde skiver på ca 0.5 cm tykkelse.


Svinekammen blev serveret med stegte kartofler og langtidsbagte tomater, mums siger jeg bare!