Viser opslag med etiketten kondenseret mælk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kondenseret mælk. Vis alle opslag

fredag den 16. marts 2012

Flødekarameller med ristede hasselnødder

Nøj, den kære Anne au Chocolat har virkelig været stor inspiration de sidste par dage. Forleden var det hendes karameller som jeg ikke kunne få øjnene fra. Da de indeholder min yndlingsingrediens for tiden - nemlig kondenseret mælk, blev jeg simpelthen nødt til at kaste mig ud i det.
Jeg ændrede dog lidt i opskriften, så min version kommer her

Ingredienser:
200 g kondenseret mælk (½ dåse)
60 g smør
1 spsk honning
75 g rørsukker
50 g ristede og meget grofthakkede hasselnødder

Alle ingredienser kommes i en gryde og smeltes over svag varme indtil sukkeret er opløst. Skru derefter op for varmen og rør konstant i massen i 10-15 min, indtil karamelmassen har fået en mørkere farve. Det er meget vigtigt at der røres hele tiden, ellers brænder massen på. Hasselnødderne tilsættes og der røres ganske kort rundt. Massen hældes ned i en firkantet form foret med bagepapir og afkøles herefter. Karamellerne har bedst af at stå i køleskabet mindst 4 timer, inden de kan skæres ud i mundrette stykker.
Her efter kan man jo vælge at overtrække dem med chokolade. Jeg overtrak halvdelen af karamellerne med mørk chokolade og det blev de bestemt ikke dårligere af.


Disse lækre karameller blev det færdige resultat.

Det kræver lidt øvelse at lave karameller. Får massen for lidt bliver de bløde omvendt, får massen for meget bliver karamellerne for hårde. Øvelse gør mester. Men det er bestemt øvelsen hver, det er nogle rigtige lækre karameller.

Bounty

Jeg har inden for det sidste stykke tid fået en ny svaghed, nemlig kondenseret mælk. Denne fantastiske og søde tryllemælk kan bruges i et hav af kager, konfekt, is og så videre.Forleden dag forsøgte jeg mig så med at lave bounty på kondenseret mælk. Inspirationen havde jeg hentet hos Anne au Chocolat, der er en stor chokolade entusiast. Jeg ændrede dog en lille anelse i mængderne, så min version kommer her.

Ingredienser:
200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
140 g kokosmel
100 g mørk chokolade til overtræk

Kondenseret mælk og kokosmelen blandes. Jeg kom herefter kokosmassen i små chokolade forme, men de kan sagtens formes som rigtige bounty stænger. Massen står på køl i en time. Når massen er blevet kold og har sat sig, tages bounty'erne ud af formene og overtrækkes med mørk chokolade.

 
Disse skønne kokosfristelser blev resultatet. Her kan I se dem med og uden chokolade. Næste gang vil jeg nok benytte lys chokolade istedet. Kontrasten mellem den søde creme og den mørke chokolade blev efter gemalens smag lidt for kraftig.

onsdag den 14. marts 2012

Karamelsnitter med chokolade og nødder

Uhm....siger jeg bare. Disse snitter lavede jeg i første omgang som knas til en julefrokost, men de er efterhånden blevet lavet en del gange siden.
Den søde karamel smager utrolig godt sammen med chokolade og nødder, opskriften kan ihvertfald varmt anbefales. Opskriften har jeg fundet hos lonelandmand, men da jeg har ændret lidt i opskriften kommer min version her. Man får ca 20 snitter ud af en portion, det virker måske ikke af så meget, men snitterne er utrolig kraftige i smagen, så 20 snitter er rigeligt ;o)

Ingredienser:

Dej:
125 g tempereret smør
200 g mel
50 g flormelis
1/2 tsk vaniljesukker

Fyld:
75 g grofthakkede valnøddekerner/blandede kerner
125 g grofthakket mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk

Smørret samles med mel, flormelis og vaniljesukker til en fast dej, hvorefter den lægges på køl i ca 1 time. En bageform (26 cm) beklædes med bagepapir, hvorefter dejen rules ud og lægges i bageformen. Hakkede nødder og chokolade fordeles over bunden og den kondenserede mælk hældes over. Hele herligheden skal bages i ca 30 minutter i en forvarmet ovn ved 200 grader. Når kagen er bagt skal den køles HELT ned. Undgå at skær i kagen før den er helt kold, da det kondenserede mælk kan være meget varmt. Efter endt afkøling skæres snitterne ud i mundrette størrelser. 

torsdag den 25. august 2011

"Chokoladebar"kage

Jeg skulle bage kage til mandens arbejde igår, da han havde fødselsdag. Valget faldt på en "chokoladebar"kage som jeg tidligere har fået serveret hos en af mine gode veninder. Opskriften blev justeret en anelse og efter endt bagning spredte der sig en fantastisk duft af kage i huset.

Kagen består af en bund, hvorefter der lægges karamel ovenpå og tilsidst et lag chokolade, så den rigtig får karakter af en chokoladebar. Den kan varmt anbefales.

Bund:
200 g smør
50 g kakao
300 g sukker
2 æg
225 g mel

Smørret smeltes i en gryde. Kakao og sukker røres i og massen afkøles et øjeblik. Æggene piskes og røres i den afkølede smørmasse. Tilsidst blandes melet i. Dejen hældes i en mellemstor bradepande (ca.25x30) og bages ved 175 grader i ca 20 min.

Karamel masse:
125 g smør
1 dåse kondenseret mælk
3 spsk lys sirup
75 g sukker
125 g grofthakkede hasselnødder

Smørret smeltes i en gryde, hvorefter kondenseret mælk, sirup og sukker tilsættes. Massen røres til den bliver tyk og gylden. Dette tager ca. 10-15 min, afhængig af hvor varm kogepladen er. Karamellen tages af varmen og hasselnødderne røres i. Karamellen fordeles herefter over kagebunden.

Chokoladetop:
200 g chokolade (lys eller mørk, efter egen smag, jeg valgte lys)
1 spsk olie

Chokoladen smeltes med olien og hældes over karamellen.

Jeg pyntede kagen med groftrevet hvid chokolade og chokoladekringler, kun fantasien sætter grænser ;o)
Kagen sættes til afkøling indtil chokoladen er stiv og den kan skæres.

Kagen blev spisk med stort velbehag og der var stort set kun krummer tilbage, da bradepanden kom retur.