fredag den 16. marts 2012

Flødekarameller med ristede hasselnødder

Nøj, den kære Anne au Chocolat har virkelig været stor inspiration de sidste par dage. Forleden var det hendes karameller som jeg ikke kunne få øjnene fra. Da de indeholder min yndlingsingrediens for tiden - nemlig kondenseret mælk, blev jeg simpelthen nødt til at kaste mig ud i det.
Jeg ændrede dog lidt i opskriften, så min version kommer her

Ingredienser:
200 g kondenseret mælk (½ dåse)
60 g smør
1 spsk honning
75 g rørsukker
50 g ristede og meget grofthakkede hasselnødder

Alle ingredienser kommes i en gryde og smeltes over svag varme indtil sukkeret er opløst. Skru derefter op for varmen og rør konstant i massen i 10-15 min, indtil karamelmassen har fået en mørkere farve. Det er meget vigtigt at der røres hele tiden, ellers brænder massen på. Hasselnødderne tilsættes og der røres ganske kort rundt. Massen hældes ned i en firkantet form foret med bagepapir og afkøles herefter. Karamellerne har bedst af at stå i køleskabet mindst 4 timer, inden de kan skæres ud i mundrette stykker.
Her efter kan man jo vælge at overtrække dem med chokolade. Jeg overtrak halvdelen af karamellerne med mørk chokolade og det blev de bestemt ikke dårligere af.


Disse lækre karameller blev det færdige resultat.

Det kræver lidt øvelse at lave karameller. Får massen for lidt bliver de bløde omvendt, får massen for meget bliver karamellerne for hårde. Øvelse gør mester. Men det er bestemt øvelsen hver, det er nogle rigtige lækre karameller.

Bounty

Jeg har inden for det sidste stykke tid fået en ny svaghed, nemlig kondenseret mælk. Denne fantastiske og søde tryllemælk kan bruges i et hav af kager, konfekt, is og så videre.Forleden dag forsøgte jeg mig så med at lave bounty på kondenseret mælk. Inspirationen havde jeg hentet hos Anne au Chocolat, der er en stor chokolade entusiast. Jeg ændrede dog en lille anelse i mængderne, så min version kommer her.

Ingredienser:
200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
140 g kokosmel
100 g mørk chokolade til overtræk

Kondenseret mælk og kokosmelen blandes. Jeg kom herefter kokosmassen i små chokolade forme, men de kan sagtens formes som rigtige bounty stænger. Massen står på køl i en time. Når massen er blevet kold og har sat sig, tages bounty'erne ud af formene og overtrækkes med mørk chokolade.

 
Disse skønne kokosfristelser blev resultatet. Her kan I se dem med og uden chokolade. Næste gang vil jeg nok benytte lys chokolade istedet. Kontrasten mellem den søde creme og den mørke chokolade blev efter gemalens smag lidt for kraftig.

torsdag den 15. marts 2012

Choko-nougat snitter

Forleden havde jeg en rest nougat liggende, som jeg simpelthen ikke kunne holde ud at kigge på længere. Derfor gik jeg i køkkenet og lavede disse snitter.

Ingredienser:
40 g ristede hasselnødder
40 g grofthakket hvid chokolade
100 g nougat
50 g lys chokolade
50 g mørk chokolade

Nougaten og den lyse chokolade smeltes over vandbad og tages af varmen. Massen køler et par minutter, hvorefter den blandes med ristede hasselnødder og den grofthakkede hvide chokolade. Nougatmassen kommes i en form med passende størrelse, så stykkerne ca er 2 cm høje. Herefter stilles massen på køl. Efter endt afkøling smeltes den mørke chokolade og smørres på toppen af den stivnede nougat/chokolade masse. Snitterne stilles atter på køl til chokoladen er stivnet og snitterne er nu klar til at blive skåret ud i fine mundrette stykker.

Disse syndige snitter bør nydes med en kop kaffe, te eller et glas mælk :o)


De er lidt søde, og den oprindelige version er egentlig også med tranebær. Men da gemalen ikke er så meget for tranebær, blev de erstattet af hvid chokolade.

onsdag den 14. marts 2012

Karamelsnitter med chokolade og nødder

Uhm....siger jeg bare. Disse snitter lavede jeg i første omgang som knas til en julefrokost, men de er efterhånden blevet lavet en del gange siden.
Den søde karamel smager utrolig godt sammen med chokolade og nødder, opskriften kan ihvertfald varmt anbefales. Opskriften har jeg fundet hos lonelandmand, men da jeg har ændret lidt i opskriften kommer min version her. Man får ca 20 snitter ud af en portion, det virker måske ikke af så meget, men snitterne er utrolig kraftige i smagen, så 20 snitter er rigeligt ;o)

Ingredienser:

Dej:
125 g tempereret smør
200 g mel
50 g flormelis
1/2 tsk vaniljesukker

Fyld:
75 g grofthakkede valnøddekerner/blandede kerner
125 g grofthakket mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk

Smørret samles med mel, flormelis og vaniljesukker til en fast dej, hvorefter den lægges på køl i ca 1 time. En bageform (26 cm) beklædes med bagepapir, hvorefter dejen rules ud og lægges i bageformen. Hakkede nødder og chokolade fordeles over bunden og den kondenserede mælk hældes over. Hele herligheden skal bages i ca 30 minutter i en forvarmet ovn ved 200 grader. Når kagen er bagt skal den køles HELT ned. Undgå at skær i kagen før den er helt kold, da det kondenserede mælk kan være meget varmt. Efter endt afkøling skæres snitterne ud i mundrette størrelser. 

tirsdag den 13. marts 2012

Lakseruller

Puh....jeg skammer mig en anelse, jeg er ikke særlig stabil med hensyn til det her bloggeri, det må jeg altså se at få gjort noget ved. Der bliver lavet masser af mad, men...... Nå, nu må jeg lige komme ind i kampen.

Forleden fik vi denne skønne forret, eller faktisk får vi den ret tit. Min mand er helt vild med lakseruller, så det bliver serveret forholdsvis tit.

Opskriften kommer her og er til 2 personer eller en stor mand ;o)

Ingredienser

75 g friskost pikant (anden smørost kan sagtens benyttes)
1 hvedemelstortilla (ca. 25 cm i diameter)
¼ liter rucola/salatblade (ca. 25 g) 
100 g røget laks i tynde skiver

Tortillaen smørres med friskost, hvorefter rucola/salatblade fordeles over tortilla'en. Tilsidst fordeles laksen over tortilla'en og hele herligheden rulles så stramt sammen som man nu kan. Tortilla'en rulles ind i staniol og ligger på køl 1 time, hvorefter den skæres ud i skiver. Tykkelsen afhænger af ens egen smag, jeg plejer at skære dem ca. 1,5 cm tykke.  



                                         Disse lækre lakseruller blev resultatet. Nam nam......

onsdag den 15. februar 2012

Når hverdagen truer





Sommetider når vækkeuret ringer kl. 5.30, hvor ville jeg bare ønske at jeg var en kat...så kunne jeg rulle over på den anden side og sove videre.  De kan tilmed sove i de mest mærkværdige stillinger. Der er som regel en pris (i form at ondt et eller andet sted) når jeg gør det samme ;o)
Jeg håber i får en dejlig dag derude!

tirsdag den 7. februar 2012

Granatæbler

Jeg vovede pelsen og købte et granatæble i dag, som jeg ville nyde til min eftermiddagskaffe. Det smagte friskt og lækkert, men nøj hvor et svineri. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har fundet fidusen i hvordan man spiser et granatæble uden at blive smurt ind i saft.



Hvordan spiser I granatæbler? Og bruger I dem til andet end salat og søde sager?