onsdag den 15. februar 2012

Når hverdagen truer





Sommetider når vækkeuret ringer kl. 5.30, hvor ville jeg bare ønske at jeg var en kat...så kunne jeg rulle over på den anden side og sove videre.  De kan tilmed sove i de mest mærkværdige stillinger. Der er som regel en pris (i form at ondt et eller andet sted) når jeg gør det samme ;o)
Jeg håber i får en dejlig dag derude!

tirsdag den 7. februar 2012

Granatæbler

Jeg vovede pelsen og købte et granatæble i dag, som jeg ville nyde til min eftermiddagskaffe. Det smagte friskt og lækkert, men nøj hvor et svineri. Jeg er ikke helt sikker på at jeg har fundet fidusen i hvordan man spiser et granatæble uden at blive smurt ind i saft.



Hvordan spiser I granatæbler? Og bruger I dem til andet end salat og søde sager?

Fadkoteletter i tomat

Her til aften stod menuen på fadkoteletter i tomat, let men lækkert. Opskriften kommer her og er til 4 mindre sultne eller 2 sultne mænd ;o)

Ingredienser:
4 store koteletter
olie
salt, peber

Sauce:
2 hakkede løg
1 hakket peber (jeg brugte en gul)
olie
1 dåse flåede/hakkede tomater
1 dl vand
1 kvist timian
½ tsk paprika
salt, peber
100 g cocktailpølser
250 g champignion i kvarte

Tilbehør: ris

Koteletterne krydres med salt og peber og brunes ½ minut på hver side. Koteletterne tages af panden og lægges i et ildfast fad. Løg og peber svitses i olie på panden til de bliver bløde. Tomater, vand, timian, paprika, salt og peber tilsættes og simre i ca. 5 minutter. Pølserne lægges i fadet med koteletter, hvorefter saucen hældes over koteletterne. Fadet stilles i ovnen i ca. 10 minutter ved 180 grader. I mellem tiden steges champignionerne på panden og serveres til.


Velbekomme, så simpelt og let kan det gøres !

mandag den 6. februar 2012

Pasta og kødboller a la lady og vagabonden

Denne ret med kødboller i tomatsovs er i høj kurs her hos os. Så forleden dag fik vi denne skønne og enkle ret til aftensmad. Opskriften er til 4 personer.

Ingredienser:

Kødboller:
500 g hakket hakket svine- eller oksekød
1 fint hakket løg
2-3 fed hvidløg
1-2 tsk paprika
½ tsk peber
8 spsk kamutmel eller 1 krummen af skive franskbrød (kamutmel kan erstattes af hvedemel)
½ dl mælk eller vand

Sauce:
1 dåse flåede/hakkede tomater
2 dl vand
1-2 tsk oregano
1 boullion terning
1-2 tsk paprika
evt. salt og sukker

Løg, hvidløg og æg blandes, hvorefter mel, mælk/vand og krydderier tilsættes. Farsen røres grundigt, er den for tør kan man tilsætte lidt mere væske.
Giv tomater og vand et opkog i en stor gryde med oregano, paprika og boullion og form derefter farsen til kødboller med en ske (ca. en stor skefuld pr. stk). Kødbollerne lægges ned i gryden side ved side og koger under låg i ca. 10 min, hvorefter de vendes og koges i yderligere 10 minutter. Saucen kan herefter smages til med salt og sukker.

Hvis man ønsker mere krydrede kødboller, så kan man med fordel krydre med lidt chili eller andet stærkt. Jeg tilsætter ofte 50 g parmesan ost til kødbollerne, det giver en utrolig lækker smag.


Dette skønne måltid blev resultatet.

søndag den 5. februar 2012

Hjemmelavet æblejuice

Min kusine har en fantastisk nabo! Han har nemlig en kæmpe stor æblepresser. Man kommer bare med alle sine æbler og resultatet er masser af dejlig friskpresset saft.


Saften er dejlig syrlig og en anelse grumset, ligesom økologisk æblejuice. Mange æblejuice er sukkersød, men denne er bare frisk og lækker.

I samme omgang fik vi kaffebrød! Jeg havde aldrig hørt om kaffebrød før min kusine introducerede mig for dem. Jeg fandt til min store overraskelse opskriften på kaffebrød i Meyers kager. Man kommer i alt sin enkelthed makronmasse ovenpå en skive lyst brød og bager brødene indtil makronmassen er gylden. De bør spises lune og allerhelst på bagedagen.


Kaffebrød - interessant bagværk !!

lørdag den 4. februar 2012

Skyr fra Løgismose

Skyr fra Løgismose, har I smagt dem? Forleden faldt jeg over 2 forskellig slags skyr i Netto, nemlig mango, passion og ingefær (gul låg) og hindbær, rabarber og vanilie (lyserødt låg). Da jeg er stor fan af skyr og bruger skyr natural hver gang jeg kan komme til det, så måtte disse små også prøves.



Skyr'en med mango, passion og ingefær smager frisk og smagen af mango og passion frugt træder fint igennem. Jeg synes ikke rigtig at jeg kan smage ingefær'en. Den er på ingen måde sukkersød, som mange mejeriprodukter med  frugt ellers godt kan være.

Skyren med hindbær, rabarber og vanilie er rigtig lækker og cremet som den første. Der er ingen frugtklumper i, som kan være et plus eller minus hvem, alt efter hvem man er. Den smager frisk igennem af hindbær, men man kan lige ane smagen af rabarber og vanilie. De er på ingen måde så sure som almindelig skyr, men holder stadig den lidt stive konsistens, hvilket tiltaler mig meget.

Det eneste der trækker lidt ned er prisen. Jeg måtte af med 10 kr for 250g (de var endda på tilbud tror jeg). Det lyder måske ikke af så meget, men når man tænker på at der kun er tale om 250g og en natural koster 14 kr for 500g, så synes jeg de er lidt dyre. Men smagen overvinder tilsyneladende min nærrighed  !

Så igår formiddag fik jeg skyr med  hindbær, rabarber og vanilie med hjemmekogt rabarber til. Det smagte virkelig utrolig lækkert, og den ekstra rabarber var med til at gøre rabarber smagen i skyr'en endnu mere fremtrædende. Lækkert!

                                      
                          Hindbær, rabarber og vanilie skyr med hjemmekogt rabarber, mums !

fredag den 3. februar 2012

Stjerneskud

Forleden skulle vi have brød til aftensmad. Jeg havde bagt et lækkert grov franskbrød og tænkte at jeg villle forkæle manden lidt. Så resultatet blev at vi fik stjerneskud til aftensmad.

Det er jo ikke den helt store kunst at lave stjerneskud. Jeg tog bare en skive brød, kom lidt salat og 2 panerede fiskefiletter på og pyntede med rejer, asparges, stenbiderrogn, tomat og agurk. Enkelt, men velsmagende. Et klassisk eksempel på at det ikke altid behøver at være indviklet for at være velsmagende !
Uhm.....stjerneskud.....

 

Hindbærsnitter a la Meyer

Hindbærsnitter har en helt speciel plads i min mands hjerte, så jeg har i længere tid været på jagt efter en god opskrift. Jeg tror endelig det er lykkedes mig, ihvertfald smager disse hindbærsnitter helt fantastiske. Opskriften fandt jeg i "Meyers kager". Jeg har tidligere forsøgt mig med flere forskellige, blandt andet Mette Blomsterbergs, men denne opskrift her er altså fantastisk. Jeg kan på det varmeste anbefale denne opskrift (hvis det da ikke allerede er gået op for jer).

Opskriften kommer her og er i følge opskriften til 10 stk, men så bliver de godt nok kæmpe store. Jeg fik omkring 25 mindre hindbærsnitter.

Ingredienser:

Dej
375 g hvedemel
200 g sukker
60 g mandelmel
Korn fra ½ vaniliestang
275 g smør
1 mellemstort æg

Demerara-rørsukker

Hindbærmarmelade
400 g sukker
800 g hindbær (friske eller frosne)
25 g pektin
½ vanilie stang

Vaniliekorn, halvdelen af sukkeret og hindbær opvarmes i en gryde til ca. 50 grader. Resten af sukkeret blandes med pektin og blandes i hindbærene og det hele bringes i kog. Marmeladen småkoger i ca 5 min. Der er rigeligt med marmelade til snitterne. Så enten kan man fryse lidt ned til en anden god gang, ellers kan man nyde det i andre forbindelser.

Hvedemel, sukker, mandelmel og vaniliekorn blandes sammen. Smørret skæres i mindre stykker og gnides ind i melblandingen, til der dannes en krummende masse. Æg tilsættes og dejen samles hurtigt til den er ensartet.
Dejen deles i to lige store portioner, hver portion rulles ud til en firkant mellem to stykker bagepapir. Dejen skal være ca. 3 mm tyk. Sørg for at de 2 firkanter har nogenlunde samme størrelse. De to dejplader lægges i køleskbet i 1 time, allerhelst fladt, så de ikke får en underlig form.
De afkølede dejplader tages ud af køleskabet og bagepapiret fjernes. Hindbærmarmeladen fordeles jævnt ovenpå den ene dejplade, mens den anden dejplade enyttes som låg. Tryk let på midten, så der ikke er noget luft imellem lagene, og dernæst rundt langs kanten, så snitterne er helt tætte. Overfladen pensles med æg, hvorefter låget prikkes mange gang med en gaffel. Tilsidst drysses låget med demerara-rørsukker eller rørsukker, alt efter hvad man lige har stående.
Sntterne bages i en forvarmet ovn ved 190 grader (varmluft) i ca 25 minutter eller indtil overfladen er gylden. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af på en rist. Kagen skæres i passende stykker.

Ifølge Meyer er smagen bedst, hvis de opbevares ved stuetemperatur, selvom de dog holder sig længere på køl. så skal de bare varmes inden de skal spises, for at få det bedste resultat.

                                           Disse velsmagende hindbærsnitter var resultatet ! 

  

Tidligt oppe

Uh....det var koldt da jeg stod op imorges. Hvem kan dog få sig selv til frivilligt at gå udenfor i (næsten) minus 14 grader? Hmm....det kunne jeg, men det var ikk helt med min gode vilje. Jeg skal lave forsøg her til formiddag, så hellere tidligt afsted så man kan komme tidligt hjem.
Har I også været tidligt oppe i dag?